Det er efterhånden ved at være mange år siden, at jeg sidst har glædet mig til at tænde for Sigurds Bjørnetime, Sommer Summarum eller et helt tredje børneprogram. Men lige den 2. januar havde jeg glædet mig meget til. Ja, næsten som et barn. Så da Ramasjangs nye tv-personlighed, John Dillermand, tonede frem på skærmen, var jeg henrykt. Det er små mere eller mindre hverdagshistorier fortalt på fem minutter med stopmotion-figurer og speak-over. En mand ved navn John bevæger sig rundt i en lille by iført rødstribet badedragt, en prægtig moustache og med en utrolig lang diller. Det var perfekt. Hvordan kunne man være andet end lykkelig over sådan et program?
Det viste sig i midlertidigt ikke at være så svært. Både nationalt og på verdensplan, på nettet og i aviserne trak John Dillermand overskrifter og skrev sig ind på forsiderne i en uge hvor der ellers ikke manglede nyheder. En stor del af det var ros til serien, men i den grad også brok og kritik. Blandt kritikerne var Christian Groes, kønsforsker og lektor på RUC. Ifølge en udtalelse til The Guardian mener han at: ”Det vedligeholder det patriarkalske samfunds standardidé og normaliserer ’omklædningsrumskultur’, hvilket er blevet brugt til at undskylde en masse dårlige opførsel fra mænd.” Måske er jeg i Christian Groeses øjne pga. mit køn er inhabil til at snakke om hvorvidt John Dillermand vedligeholder det patriarkalske samfunds standardidé eller ej, men jeg vil alligevel vove at påstå at Christian Groes ikke kunne have taget ret meget mere fejl. Showet handler ikke om pik og patter, men derimod om at stå ved hvem man er.
Det er okay at være pinlig eller klodset.
Rent grundlæggende set er det en smule malplaceret at lægge så meget betydning i Johns penis. Selvfølgelig spiller den en ret central rolle, men det handler på ingen måder om den. Den fungerer meget mere som en rekvisit.
Ligesom Harry Potter har sin tryllestav har John sin dillermand.
En katalysator for handlingen. Og hvis man gør sig den umage at se hvad han rent faktisk har mellem benene, vil man også hurtigt finde ud af at det ikke har noget med seksualisering at gøre. Praktisk talt er hele showet strippet for seksuelle undertoner og kønnede referencer. For det er ikke historien. Historien er om en mand med pomadehår og badedragt. Det er historien om accept af det man måske synes er lidt pinligt.
Det er nu en måned efter at John Dillermand for første gang kom til live på Ramasjangøen, og jeg kan ikke huske at der nogensinde har været så meget snak om et børneprogram i aviserne. På en måde er det faktisk ret sensationelt at en lille klodset stopmotion-figur har fået så mange skribenter og debatøre til at skrive så seriøst om en enkelt diller. Efter at have læst adskillige tweets fra indignerede kønsforskere og er jeg blevet afklaret med en ting. John Dillermand er og bliver et show for børn, der desværre er blevet blæst op til en debat den slet ikke kan holde. Så kan vi ikke lægge den gravalvorlige tissemandsnak på hylden nu, sætte mobilen på lydløs og nyde et sjovt og opbyggende børneprogram.