Mange unge foretrækker stadig at tage en tur i biografen fremfor en teaterforestilling, men hvorfor egentlig? Er det, fordi de har en forestilling om, at teatret er for tørt og kedeligt? Journalisten Klara Sejrskild Jensen fra Notits tog med til en forestilling på Aarhus teater for at undersøge ud fra egne og andre unges oplevelser, om hvorvidt teatret stadig kan underholde unge i Aarhus.
Det er fredag aften, og klokken er 10 minutter i kl. 19. Der vrimler med mennesker på Bispetorvet og ved indgangen til teatret i Aarhus. Der er bidende koldt udenfor, men træder man ind ad den store træport til teatret, bliver man mødt af varme og en brise af popcornlugt. Det røde gulvtæppe er blødt at gå på, og lyset fra lysekronerne er let afdæmpet med et varmt og behageligt skær. Forhallen er tæt pakket med alt fra gamle ægtepar, der har klædt sig fint på til aftenens anledning, til unge studerende som går rundt med opstemte ansigter. Billetkontrolløren hilser og smiler venligt. Folk finder deres pladser, og de lange rækker på 1. balkon fyldes langsomt op. Om 2 minutter starter forestillingen ”Lyden af de skuldre vi står på”, og vi sætter os godt til rette på de eftergivelige, røde veloursæder. Salen er flot, og i loftet hænger en stor glinsende lysekrone omkranset af små skulpturer af engle. En ringetone lyder, og lyset slukkes, mens det røde teaterforhæng til scenen trækkes fra. H.C. Andersens ”I Danmark er jeg født” bliver sunget. Sangen er udsat for en trendy vrængen og med en masse mol med mol på. Skuespillerne har gråt og beige tøj på, så tristessen er fuldkommen. Man ved ikke helt, hvad man skal tænke, og man aner ikke, hvor man er på vej hen. Publikum følger ihærdigt med, og forestillingen fører os videre til ”Se nu stiger solen” og ”Solen er så rød, mor”. Lyset skifter til et orange solnedgangsskær, mens salen fyldes op med efterklangen fra skuespillernes stemmer.
Jeg tror ikke, vi var de eneste, der blev revet med. Jeg lagde mærke til, at min sidekammerat fældede en tåre under ”Solen er så rød mor”.
De lange rækker fyldt op med mennesker er helt stille, og skuespillerne kigger vemodigt ud på tilskuerne. Musikerne sidder i hver deres loge, og forestillingen fortsætter, mens lydene bølger og syder. Musikken pakker scenen ind i toner. Da forestillingen slutter, bryder salen ud i et stående bifald, og skuespillerne bukker og smiler ud til tilskuerrækkerne.
Tilbage i forhallen møder jeg to unge. De er begejstrede og snakker i munden på hinanden om forestillingen. ”Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle forvente, da jeg sank ned i mit sæde i den smukke gamle sal på Aarhus Teater”. - sagde den ene. ”Jeg går ikke så tit i teatret, så jeg var lidt skeptisk til at starte med, men jeg blev meget positivt overrasket over hele oplevelsen.” Den anden nikker ligesindet. ”Jeg tror ikke, vi var de eneste, der blev revet med. Jeg lagde mærke til, at min sidekammerat fældede en tåre under ”Solen er så rød mor”. Det kan klart anbefales en gang imellem at tage i teateret, og så er det jo også bare et plus, at en forestilling for unge kun koster lidt mere end det halve af en biograftur”.