Langs de karakteristiske langborde flasker ungdommens vår sig. Voksenlivet er nu et påbegyndt kapitel, hvor et finurligt udsmykket bogmærke er lagt i. Bogmærket hedder højskolen. Her er kun plads til musikkens mekka, ekskursioner til Vesterhavets barske brus og en vens skævende grin, når der serveres boller i karry for tredje dag i streg. Men dette slør af en idyllisk utopi brydes, når man kigger op fra de karrygule kødboller og i stedet begynder at undre sig over, at ingen af ens bordmakkere hedder Mohammed. Skyldes manglen på religiøs og etnisk diversitet på de danske højskoler en fejlslagen integration eller økonomisk ulighed? Eller er det et spørgsmål om modstridende grundforståelser af begreber som frihed og lighed hos de to største verdensreligioner, kristendommen og islam? Er folkehøjskolens tradition, der daterer tilbage til Grundtvig, i for høj grad indbegrebet af kristne værdier til, at en muslimsk rettroende forælder vil lade sit barn afprøve den?
”Men dette slør af en idyllisk utopi brydes, når man kigger op fra de karrygule kødboller og i stedet begynder at undre sig over, at ingen af ens bordmakkere hedder Mohammed.”
Meget tyder på, at højskolens hang til rødvin og løsagtig seksualforståelse ikke just går godt i spænd med muslimernes leveregler. Som Liberal Alliances Henrik Dahl kontant udtaler: ”En dansk højskole er det sidste sted en rettroende muslim ville sende sine børn hen.”Flere liberale politikere, som for eksempel DF’s Morten Messerschmidt, følger trop i kritikken af de elitære kulturradikale fra højskolebevægelsen og deres forsøg på at indlemme Islam i højskoletraditionen. I 2020 kom dette ønske om en bredt favnende højskole til udtryk i højskolesangbogens nyeste udgave. Heftig furore prægede den politiske debat, da Isam B’s ”Ramadan i København” i 2020 blev tilføjet til den folkekære sangbog, og nationalkonservative politikere som Messerschmidt undrede sig over, at Ramadan-sangen vandt indpas og anså det som et forsøg på at lefle for islamister. Antitesen hertil kommer blandt andre fra Jørgen Clausen, formand for det sangbogsudvalg, der i november 2020 udgav den nye, reviderede Højskolesangbog. Han betoner, at ”Ramadan i København” er udvalgt af den simple årsag, at det er en god sang, men også som følge af at højskolesangbogen skal afspejle den mangfoldige danskhed, der er dagens realitet: ”Det er ikke for muslimernes skyld, det er for alle os ikkemuslimer. - For det handler om et stykke dansk virkelighed, som det former sig i en del af befolkningen.”
Muslimerne har en tro, der adskiller sig fra gennemsnitsdanskerens, men poesien i deres levemåde afbildes utilsløret i ”Ramadan i København”. Og det er netop denne bydende nødvendighed for, at politikerne såvel som højskolesangbogen holder sig ajour med de faktiske forhold, der kan give den ærkedanske højskoletradition nyt liv med mere diversitet og mindre leverpostejsfarvet hår. Højskolerne, som højrefløjen uden omsvøb proklamerer er ’ugudelige steder’ for en dogmatisk troende, er tværtimod en indgang for nydanskere til det ellers hermetisk lukkede danske privatliv. En indgang, der kan være afgørende for, at denne generation og kommende generationer evner at rumme mangfoldighedens opblomstring, på godt og ondt.