Med stærke håndbevægelser og stærkere ord formåede Amanda Gorman, under indsættelsen af den amerikanske præsident Joe Biden og vicepræsident Kamala Harris, at tryllebinde hele verden med fremførelsen af sit digt ’The Hill We Climb’, fremstående som en unik digterspire blomstrende blandt de sporadisk faldende snefnug i Washington D.C.
Den 22-årige digter, som i 2017 blev landets første ’National Youth Poet Laureate’, stod den 20. januar på podiet foran millioner af mennesker siddende bag tv-skærme og spredte med imponerende autoritet et budskab om håb, sammenhold og fremgang til et USA, som i løbet af det sidste år har vist sig selv stærkt splittet, særligt efterfølgende præsidentvalget og de protester, som fulgte.
Den spinkle sorte pige, nedstammet fra slaver og opdraget af en enlig mor, som Gorman omtaler sig selv i sit digt, viste landet, at den lige vej frem er belagt med demokratiets brosten.
I sit digt, som blev færdigskrevet umiddelbart efter Capitol Hill-stormen, kommenterer hun på, hvordan demokratiet i USA er svækket, men ikke ødelagt; den overvejende tone i digtet er præget af et uudslukkeligt brændende ønske og håb om en fælles fremgang.
Digtet faldt i tråd med præsident Bidens egen tale, der, ligesom hans foregående valgkampagne, havde et heftigt fokus på at bygge bro mellem de splittede blokke og forme et stærkt, solidarisk centrum. Og mens Bidens tale kommunikerede et klart budskab og endda gjorde det på velformuleret, succesfuld manér, stjal Gormans digt opmærksomheden fra præsidenten, idet hun formåede at formidle samme budskab til verden, men tilført en mageløs poetisk stemme. En stemme, som ikke nødvendigvis var revolutionerende, men som formåede at indkapsle den amerikanske tidsånd med sin alvorlige, men ikke anklagende anerkendelse af USA's uheldige fortid og sin tilskyndelse til at skabe en bedre fremtid.
Amanda Gormans digt blev dermed på fineste vis indbegrebet af den indstilling, vi alle bør have til fremtiden. Netop fordi det repræsenterede håbet og ikke frygten, netop fordi det anerkendte fejl uden at være klagende og tilbageskuende, netop fordi det så fremad med lyst sind og lyse øjne.
Digtet kom på et fantastisk tidspunkt i verdenshistorien; det kom ved indgangen til en ny præsidentperiode i USA's historie efter fire kaotiske år under Donald Trumps ledelse og ved udgangen af året 2020, under hvilket den brede desillusion spredte sig som følge af Corona-virussen. Det mindede os alle sammen om håbets og troens vigtighed i svære tider. Næste gang vi kæmper med turbulens og splittelse, kan vi altså med fordel kigge tilbage på Amanda Gorman og digtet om enheden - for et stærkere budskab om dette er sjældent blevet sendt og et stærkere bliver tvivlsomt sendt i lang tid igen.