Mobiltelefonens digital ud viser 7.57. Jeg tager de genkendelige elleve skridt fra morgenbordet i stuen til skrivebordet på værelset. I hænderne har jeg en kop kaffe der balancerer oven på en tallerken med det knækbrød, jeg ikke nåede at få spist færdigt til morgenmaden. Selvom man så småt kan fornemme at solen er på vej op, må jeg hen i hjørnet af værelset for at tænde loftslampen. Jeg vipper computerskærmen op, og får med få rutinerede klik åbnet dansk-teamet og venter på at et møde skal blive oprettet. Da klokken slår 8.00 går der ikke mange sekunder før den mørkeblå blok dukker op, og jeg klikker ’deltag’. Jeg bliver med det samme præsenteret for et videobillede af mig selv, ignorer morgenhåret og de tydelige mørke rander under øjnene, slår mikrofonen fra og deltager i mødet. Der et 12 deltagere i mødet, men de små karakteristiske cirkler med mine kammeraters forbogstaver tikker ind, og lige om lidt vil læreren starte undervisningen.
Sådan starter en typisk skoledag for mig og tusindvis af andre gymnasieelever i de første måneder af 2021. Dagene snegler sig af sted mod den håbefulde dato, der lige for tiden hedder den 28. februar.
En underlig blanding af ensformighed og uvished præger denne tid og gør det svær at overkomme. Jeg ved at i morgen vil minde om i dag, på samme måde som i dag minder om i går. Men samtidig går jeg rundt med en føleles af ikke at vide hvordan den næste tid i mit liv vil forløbe.
Klokken er blevet 13.30, og der er 15 minutter til at dagen sidst blok starter. Efter at have forladt mødet går jeg lidt i cirkler omkring mig selv. Hvad skal jeg bruge tiden på? Jeg kunne gå ud og finde nogle snacks til fjerde blok. Jeg kunne strikke et par pinde på min trøje. Jeg beslutter mig for at gå ud og trække lidt frisk luft, men bliver hurtigt distraheret af stilheden og ved ikke hvad jeg skal stille op med mit eget selvskab. Minderne om en fyldt skolegård hvor eleverne flokkes hen mod de solbeskinnede bænke med tasker på ryggen og smil på læben. Tanken om at forlade klasselokalet med sine klassekammerater som følgesvend i stedet for stilheden, minder mig endnu en gang om det store offer alle unge bringer i denne tid. Et stort offer der vidner om den store opgave vi tager på os. Denne tid i vores liv indbyder til at afsøge grænser og fællesskaber - ikke til altoverskyggende regelsæt og alene tid. Men langt størstedelen af os har haft evnerne til at se ud over os selv og tage den krise som samfundet i alvorligt på trods af at vi ikke er dem den rammer hårdest. Det kan og skal vi være stolte af!