At lede. At være en leder. At stå i spidsen for noget stort. Med Bidens nye jobtitel, Tysklands kommende adoption (ny moder) og Storbritanniens nye retning - der kunne lede andre lande på samme tanker, må man stille sig selv store spørgsmål om valg af lederskab.
En leder. Om det er en verdensleder, en familie leder eller en fritidsordnings-leder (med en fløjte om halsen, bare tær i sandaler og en stikbold under armen), så er lederen enormt vigtig. Lederen er essentiel for landets fremskridt. Han/hun skal bære autoritet og indgyde tryghed. Men gennem de seneste år, har lederskabets kompetence-krav ændret sig. Den nye leder skal kunne nye og anderledes ting.
Han/hun skal kunne underholde landets beboere som var politik et realityshow med Annonceindslag. Lederne skal være bevæbnet med sociale medier, hurtige letforståelige sætninger, overskrifter og store armbevægelser. Befolkningerne i ilandene har fået en koncentrationsevne der kun rækker til 6 sekunders lange videoer på deres telefoner (tik-tok og vine - hosthost). Og hvis en politisk agenda ikke kan presses ned i en hit-form, og sprøjtes ud i verden (og i øvrigt overleve den voldsomme algoritme-krig og de for evigt skiftende trends) med enorm hastighed, så kommer den ikke til at trende, og dermed ikke til at opnå succes. Potentielt livsnødvendig politik er verden over afhængig af at den er spiselig for et efterhånden umuligt publikum. Og resultatet af dette ses verden over.
Vi så hvordan nogle få (veludtalte og veltimede) ord, kunne gøre en af USA’s mest sikre bygninger til hjemsted for en vred hob. Hvordan én enkelt mand med lethed kunne starte en borgerkrig i et veletableret iland hvis han pludselig fik lysten. Dette er resultatet af en stærk populisme der i en højere grad en nogensinde præger samfundet. Og populismen er også nået til Danmark.
Vi ser det herhjemme. Hvordan alle bløder rødt for socialdemokraterne og samler sig bag Mutter Mette under denne krisetid. Hvordan det danske land fælder en tåre og viser samfundssind fordi et alvorligt blik og en kærlig irettesættelse er møntet mod dem. Hun er vores leder, vores fanebærer. Det er Makrel-Mette, det er Facebook-Mette og det er Håndboldfan-Mette. Hun leverer like-del-og-kommenter-opslag på Facebook. Hun er glimrende i aftenshowet og klar med en skarpskåret blazer til pressemøde. Hun har samlet Danmark på grund af sin flair for drama, og forståelse for danskhedsfølelsen der stadig bor i de fleste Danskere. Hun ved hvordan hun skal spille på de danske medier, og lulle os i søvn med sine twitter-toner. Så hvordan skal det lykkedes Biden at samle de splittede fløje i USA, når hans personlighed er tættere på Møns Grøntsagskiks, end på en reality-stjerne fra ex on the beach, det bliver spændene. Og vi kommer til at mærke konsekvenserne af netop dette i hele verden. Demokratiets værste fjende er det utålmodige og uuddannede folk - og de ledere der forstår at udnytte dem.